Sommerdag feat. Kira Martini

Jeg kunne godt tænke mig at gå Uden at vide, hvor vejen vil hen. Ja, bare en fod foran den anden og med Solen i panden og med ryggen mod alting derhjemme. Jeg kunne godt tænke mig at gå. Jeg kunne godt tænke mig at vandre. Jeg kunne godt tænke mig at gå uden at Tænke på jer andre. Det startede på en sommerdag, en helt almindelig en Af slagsen. Han kyssede hende farvel og sagde: "Min skat, vi ses i aften." Og jeg kan se det i hans øjne nu, Det piner ham løg, og han vil ønske, Han aldrig havde sagt det. For han kom aldrig hjem igen. Grunden til han gik er glemt. Verden lå for fødderne af ham, og han gik Ind i den. Siden har han vandret verden rundt Og tænkt på alt og intet. Han ved ikke selv, hvad han søger. Så er det svært at finde. Han siger: bedre at vente. Når jeg vandrer, kan jeg samle mine tanker. Og så længe jeg alene, kan jeg aldrig skuffe Andre. Jeg brændte mine broer, Og jeg håber, de har glemt mig. Det værste, der kunne ske, er, hvis de stadig Går og venter. For vejene er mit hjem, Og jeg har aldrig været så lykkelig som nu. En fri fugl, der er fri for alt det, Andre mente, jeg skulle. Jeg tror, at flere ville gøre det, hvis de Vidste, de kunne. Men vi så bange for det." Jeg kunne godt tænke mig gå se, Hvor vejen fører mig hen uden at vide, Hvor vejen vil hen. Ja, bare en fod foran Den anden og med solen i panden og med Ryggen mod alting derhjemme. Jeg kunne tænke mig at gå. Jeg kunne godt tænke mig at vandre. Jeg kunne godt gå uden at tænke på jer Andre. Jeg kunne godt tænke mig at vandre. Bare mig, mig selv og ingen andre. For jeg er sikker på, så snart jeg kommer I fart, er der ingenting her, der kan bremse Mig. Kunne godt tænke mig at gå. Ikke væk fra, men imod. Og lade målet være vejen. Og lade vejen give mig mod til at tage Det næste skridt og tage det ind og gøre Det mit og tage mig selv i, hvem jeg Er, og hvad jeg bliver til. Hvis jeg nu giver det et skud og så Kaster mig ud i det og ser, hvad der Ligger derude i min skudlinje. Det kan jo være, at der ligger en fantastisk Verden, der bare venter på, at jeg skal tage Den eller tage mig af den. Hvem ved? Ærlig talt vidste jeg ikke, Hvad jeg skulle sige til det. Så jeg bestemte mig for, det bedste var at Tie stille og lade ham snakke lidt om vind Og vejr, og hvad han ville. For hver en ting, han sagde, var tanker, der Var værd at dele. Jeg kunne godt tænke mig at gå og se, Hvor vejen fører mig hen uden at vide, Hvor vejen vil hen. Ja, bare en fod foran den anden og med Solen panden og med ryggen mod alting derhjemme. Jeg kunne godt tænke mig gå. Jeg kunne godt tænke mig at vandre. Jeg kunne godt tænke mig at gå uden at Tænke på jer andre. Jeg kunne godt tænke mig at gå. Jeg kunne godt tænke mig at vandre. Jeg kunne godt tænke mig at gå Uden at tænke på jer andre. Jeg kunne tænke mig at gå.